Untitled Document

Til læreren

Om MitMali

MitMali er et film-site, der formidler ulandsstof på en uhøjtidelig måde – uden at være pop-smart.

Ideen med materialet er at præsentere et fjernt og fattigt afrikansk land på en inspirerende måde og
samtidig vise, at der gemmer sig både sjove og overraskende historier.

For eksempel om den kristne/katolske mand, der er gift med to muslimske koner.
Vi synes, det er både tankevækkende og sjovt.


Om filmene

Syv små film og en ’bonusfilm’ er omdrejningspunkt for dette undervisningssite..

Filmene er ægte web-film. Det vil sige, at de er produceret med henblik på nettet. De er korte – 5-7 minutter.
De er dermed velegnede som hurtig informationskilde og som inspiration i forbindelse med søgning på nettet.   

Undervisnings- informationsfilm fra ulandene er typisk lange – gerne 25 minutter – og behandler et enkelt emne.
MitMali er et bud på, hvordan internettet åbner for at bruge film på en  ny måde med ’vælg selv’- princippet i højsædet.

Hver film slår et tema an. De levende billeder skal stimulere elevernes nysgerrighed. Og deres fascination –
for eksempel når de opdager familien, der spiser sammenkogt fiskeret med fingrene i ”Muslimsk på Malisk”. 

Til de enkelte film er knyttet udførlige opgaver. Men prøv også at lade eleverne selv gå på opdagelse i filmenes
og teksternes univers – og se hvad de kommer op med.


Opgaverne

Opgaverne er målrettet fag, flerfagligt,  klassetrin og Fælles Mål 2009 – som beskrevet i detaljer nedenfor. 

Filmene handler om Mali – men materialet perspektiverer historierne og kobler dem også til elevernes
egne erfaringer, så der knyttes til danske og almene forhold.

For at få landet placeret på verdenskortet bør eleverne i starten af forløbet klikke ind på ”Kort og godt om Mali”,
så de herudfra bedre kan sætte landet og de forskellige film ind i en større sammenhæng.
Bl.a. kan de anvende elektroniske kort – og finde hydrotermfigurer fra forskellige dele af Mali.

 


Krithfilm ApS / Vesterbrogade 71, 2. sal, 1620 København V - www.krithfilm.dk - krithfilm@krithfilm.dk - Designed by VISUALITY.dk